Nyheder

200 års dagen for verdens første luftpost den 2. juni 2008

I vor tid flyves posten i sækkevis over kontinenterne med 800 km/t og luftpost er et almindeligt kendt begreb og en såre naturlig service.

For 200 år siden var tiden en anden. Englænderne havde bombet København og stjålet den danske flåde. Briterne blokerede de danske farvande og postsmakkerne blev chikaneret og opbragt af englænderne. Postgangen til Sjælland, og dermed Kongen, var i det store og hele ophørt.

Ballonskipper Jørn Vinter fører sikkert sit fartøj over bæltet. Foto Lars Gudmand Pedersen

I København optræder kandidat Johan Peter Colding i 1807 med den tids bedste bud på ?airshows?. Bl.a. sender han sin babykanin på luftfærd fra Rosenborg excercerplads og lader den dale i faldskærm over byens tage. I Berlingske refereres begivenheden med ordene: ? Denne Daling med Faldskærm er virkelig det Skiønneste man i Kiøbenhavn har seet af den Slags".

Entreprenante kræfter inden for Postvæsen og det Kgl. Hof tænker kreativt og beder Colding anstille forsøg med ballonpost over Storebælt.

2. juni 1808 lykkes det ham at beregne vejr og vind samt ballonens opdrift så nøjagtigt, at forsendelsen fra Nyborg nogle timer senere findes ½ mil uden for Korsør. Danmarks, måske verdenshistoriens første postflyvning var en realitet.

200 års dagen for denne begivenhed blev markeret på festlig vis i år, den 2. juni. Det var Danmarks Flyvemuseums Venner v. Kai Frederiksen, i samarbejde med Ellehammerfonden, godsejer Erik Juel, Juelsberg, og Nyborg Turistbureau, der efter grundig planlægning arrangerede forsendelse af små tusinde specialstemplede jubilæumshilsner fra Fyn til Sjælland ? med varmluftballon.

I dagene op til d. 2. juni kunne vi på DMI dog konstatere at vinden ikke blæste vores vej. Den flotte forsommer med dominerende østenvind gjorde det umuligt at gennemføre flyvningen på selve årsdagen. Men forsøget blev gjort, ballonen blev gjort klar til afgang ? men da vinden blev konstateret østlig, blev flyvningen udsat.

Opsendelse ved Juelsberg ved Nyborg kl. 18.55. Ballonen blev hilst behørigt farvel af Nyborg Saluteringslaug. Fotos Carsten Jørgensen.Opsendelse ved Juelsberg ved Nyborg kl. 18.55. Ballonen blev hilst behørigt farvel af Nyborg Saluteringslaug. Fotos Carsten Jørgensen.

Betingelserne for flyvningen var klare: Tørvejr, vind omkring sydvest/vest, ikke for svag og ikke for kraftig. Konditionerne var i orden d. 17. juni, og kl. 18.55. lettede OY-COG fra Juelsberg ved Nyborg med kurs mod Korsør.

Ballonskipper Jørn Vinther og passager Lars Gudmand Pedersen steg hurtigt til en højde af ca. 1000-1200 meter og drev roligt med vinden over Bæltet nord om Storebæltsbroen, mens de kunne nyde den fine, om end lidt kølige sommeraften.

Skipper Jørn Vinther: "Vi fik en god start, men vinden aftog en anelse ude over Bæltet. Vi drev med omkring 15 km/t til at begynde med, men hastigheden aftog lidt nord for Sprogø og vi blev noget bekymrede. Vi havde ikke gas med til mere end ca. 3 timers flyvning, så vindstille forhold ville være ensbetydende med landing i vandet. Heldigvis holdt vinden hvad der var lovet og efter 2 timers flyvning og en distance på 30 km, kunne vi lande sikkert ved Åshøj Bakke, ca. 6 km øst for Korsør. Vi fløj lige ind over betalingsanlægget, så der var ikke et øje tørt. Og der var en kortege af biler, der fulgte med ballonen, så der var omkring 100 mennesker, da ballonen landede ved Åshøj Bakke. Blandt de modtagende borgere var kommandørkaptajnen fra Nyborg Fæstnings Saluteringslaug."

Ballonen vel på vej over Bæltet. Foto Knud Pinholt.

Passager Lars Gudmand Pedersen: "Det var en storslået oplevelse at svæve med posten i ballon og godt vejr over Storebælt i aftes. Det var spændende at være med til på denne måde at markere, at det er 200 år siden, at posten under helt andre omstændigheder blev sendt med ballon over Bæltet. Og hen over hovedet på den engelske flåde. Denne gang lå Storebælt næsten øde hen. For mig var det en særlig stor oplevelse, fordi det var første gang jeg fløj med en ballon. At svæve over Bæltet - langsomt, roligt og i en stilhed, som kun afbrydes af gasbrænderens hvæsen - var meget fascinerende. Vi havde i det bløde sollys fra den nedgående sol en fantastisk udsigt til øerne i Bæltet og ikke mindst til Storebæltsbroen. Stemningen var heldigvis en helt anden end i juni 1808.?

Ballonen medbragte næsten 1000 til lejligheden fremstillede og frankerede breve. De blev på landingsstedet overladt til Postvæsenet til viderebefordring.

Man kan læse mere om Colding og hans ballonforsøg i museumsposten, udgivet af Post og Tele Museum Danmark. Se http://www.teponia.dk/museumsposten/index.php?artikelid=302