Nyheder

DM/NM i ballonflyvning 2010



I dagene 24. – 28. august blev der afholdt NM – DM og SE i Högsäter og omegn i Dalsland i Sverige. Heri deltog 6 konkurrenceballoner fra Danmark, 7 fra Sverige, men ingen fra Norge og Finland. 3 fiestaballoner deltog fra Danmark.
Konkurrencepiloterne var:
Philip Mundt
Henning Sørensen
Christoffer Mundt
Kurt Koefoed-Toft
Palle Vinther Olsen
Lau Laursen

Peter Olsson
Lars Ekstedt
Jan Balkedal
John Grubbström
Olaf Ekstrand
Kristian Svensson
Johan Söderblom

Konkurrenceområdet lå 150 km NØ for Göteborg i et meget naturskønt område

Afsted det gik mod Sverige
En tirsdag morgen i august 2010 klokken alt for tidligt kørte Vagn og jeg mod færgen i Frederikshavn. Vi kunne undervejs fra Århus høre i lokalradioen om væltede træer i Nordjylland efter nattens blæsevejr, og vi skulle også køre uden om væltede vejskilte. Så derfor gruede vi noget for den kommende overfart.
Men det skulle vise sig at blive en ganske behagelig tur, trods det hårde vejr over Nordjylland. Færgen lå roligt på vandet. Heldigvis.

Vi rendte ind i Kaj og Bente fra Hennings team på færgen, så derefter var der dømt hyggelig overfart. Tak for det!

Ragnarudssjöns Camping og Stugby
Efter ca. halvanden times kørsel fra Göteborg kom vi til dette herlige sted på det svenske landkort, som var Team Hennings hjem den kommende uge. Selve pladsen lå i bunden mellem to højdedrag, Kroppefjälls Naturreservat, ned til en stor sø. Campingpladsen lå i den nordlige ende af søen, hvor campisterne kan brede sig på ”hylder” op langs siderne og kigge ud over søen.
Vores dejlige store hytte lå helt ned til søen, så vi fra spisebordet kunne sidde og betragte landskabet uden for. Ligesom vi kunne betragte badenymferne (mænd) fra eget og andres ballonmandskaber, der nu og der vadede ned over badebroen og fik sig en dukkert.

Generalbriefing
Generalbriefingen skulle foregå i kirken i Högsäter tirsdag aften.
Jeg havde åbenbart en eller anden fiks idé om, at det var en nedlagt kirke, det skulle foregå i, så stor var min forundring, da vi travede forbi Briefingskiltet med udsigt til en stor kirkegård og midt i det hele stod egnens største kirke på en bakketop og hvor spiret kunne ses langvejs fra.
Og den var god nok – det var en aktiv kirke. Der var lagt spånplader hen over kirkebænkene til borde til os!
Konkurrenceledelsen var placeret i modsat side af prædikestolen, dog ingen sammenligning i øvrigt. Vi skulle også lige vænne os til, at der var opstillet sponsorreklamesøjler inde i kirken.

I øvrigt er det en fantastisk idé at anvende en kirke til den slags arrangementer, en tanke som nok ligger meget fjernt hjemme i Danmark, skulle jeg mene.

Der var velkomsttaler fra flere, bl.a. Eva Olsson fra Dalslands Ballong Klubb ønskede os velkommen og præsenterede alle hjælperne ved stævnet.

Og da vi nu var i en kirke, holdt en ældre præst tilknyttet stedet en tale med myndig røst, og så var vi fluks involveret i en andagt, hvor dagens tekst var omhandlende trøst. Jeg ved ikke, om han tænkte på meteorologernes kulsorte udmeldinger om vejret de kommende dage, eller at det bare var synd for os i almindelighed. Hertil blev der tilføjet et par salmer, bl.a. den svenske udgave af ”Dejlig er jorden”. Andagten blev afsluttet med et postludium af kirkens organist.
Det var en lidt underlig fornemmelse at sidde dér og vente på at høre nærmere om stævnet, og så var vi en del af en gudstjeneste.
Herefter gik vi i gang med generalbriefingen efter næsten en time efter starttidspunkt.

Det havde vakt lidt forundring hos nogle af de danske deltagere, at det ikke var en international stævneledelse, som vi ellers er vant til ved de danske stævner, men derimod en svensk under ledelse af Bengt Stener. Der havde været lidt bekymring om ledelsen kunne holde sig uvildig. Det lykkedes også rimeligt, men ikke uden diskussioner under stævnet.

Endvidere havde der været lidt tågede udmeldinger om sluttidspunktet for stævnet. Men i pilotreglerne for stævnet var det anført, at stævnet sluttede søndag morgen, hvis der ikke var flyvninger/konkurrencer nok til at kåre en vinder. Det ville give problemer for flere i Circus Balloon Club, der havde et større arrangement søndag formiddag. Det blev så bestemt, at stævnede sluttede lørdag, dog at svenskerne kunne afslutte SM om søndagen, hvis der skulle være behov.

Mens der blev afholdt observatørbriefing, myldrede piloterne rundt udenfor for at lære deres udleverede GPS-loggere at kende.
Stævnet her skulle være en blanding af brug af observatører og GPS-loggere, som desværre nok er døden for observatørfolket til stævnerne ud i fremtiden. GPS-loggere anvendes i dag udelukkende ved EM og VM.

Onsdag den 25. august 2010 - Morgenflyvning
Morgenflyvningen blev allerede aflyst aftenen før pr. sms til piloter og observatører. Så Henning & Co. kunne sove godt, indtil der var et mere behageligt tidspunkt at stå op på. Derefter tog Vagn og jeg på sightseeing ud i det svenske landskab og havde en ganske dejlig dag.

25. august 2010 – Aftenflyvning
Briefingerne skulle forsat holdes i kirken, så kl. 16 mødtes mandskaberne i kirken. Observatørlisten var ikke blevet udleveret til os, men blev hængt op ved siden af indgangsdøren før hver flyvning. Jeg kunne næsten være fristet til at sige, at den blev opslået på kirkedøren a la Luthers 95 teser. De danske observatører skulle udelukkende have svenske piloter.

Min første pilot var Kristian Svensson.
Aftenens konkurrencer var:
1. Fly In
2. Pilot Declared Goal
3. Judge Declared Goal
Piloterne skulle selv ud at finde et startsted, i øvrigt den eneste gang under mesterskabet. Vejret var smukt med sol og kønne cumulusskyer og let vind. Det tydede på en god flyveaften.

Kristian var ubetinget indehaver af stævnets grimmeste ballontrailer: en gammel hvid hestetrailer, hvor et eller andet mere eller mindre kreativt menneske havde sprayet en krimskrams-tegning med en ballon og noget tekst. I øvrigt kunne vi altid høre, når en eller anden af mandskabet var i traileren: der blev vrinsket som en hest derinde.
Tja, de danske ballonfolk har jo ikke eneret på at være lidt småskøre.

Jeg blev i øvrigt ikke gode venner med hans køretøj – et stort skrummel af en Jeep, hvor afstanden mellem jord og bagsæde svarer lidt til afstanden mellem jorden og månen. Jeg kunne snildt have brugt en stige til at komme ind og ud med. Men jeg måtte nøjes med at kaste en arm ind over sædet og så hive måsen op og ind på sædet. Afstigning var bare med at hoppe ud i det blå. Eller ned i en grøft, hvis chaufføren parkerede lidt uheldigt. Og der er altid grøfter ved vejene i Dalsland. Det var skisme lidt besværligt, når vi skulle gøre holdt her og der i det smukke svenske landskab for at opsætte en vejrballon. Men jeg fik da efterhånden god træning med de opstigninger. Men fikst blev det aldrig!

Et sted holdt vi i lang tid, mens der blev affyret nogle vejrballoner, flere mandskaber var også på stedet – bl.a. Hennings hold. Et par stykker var utålmodige og fór afsted, for nogen tid efter at komme farende tilbage forbi os. Lidt efter havde de alligevel fortrudt, og kom tilbage igen-igen. Balkedal kan vist ikke betegnes som en tålmodig mand?
Men på det sted var der tid nok – jeg fandt sammen med et par andre observatører, Alexandra og Katrine, så kunne vi stå og hygge os. De to fik en del hestesnak, utvivlsomt inspireret af den usædvanlige grimme hestetrailer ved siden af os og den periodiske hestevrinsken derinde fra.

Efter nogen tid fandt piloterne ud af, at der skulle køres lidt længere frem, for at kunne være bedre placeret i forhold til Fly In-målet nogle km derfra. Min gemal, Vagn, forsøgte længere fremme at signalere til mig, dog uden held – han synes lige at jeg skulle se et gigantisk rod ved den ejendom, de var parkeret uden for. Jeg så det i glimt, da vi suste forbi - det var imponerende, så meget skrammel, der kunne være på en lille grund. Det skulle jeg lære her i Dalsland - Lige så smukt og rent her kunne være, så var der steder, hvor gamle køretøjer stod i vejsiden og rustede op og forladte træhuse, der bare stod og langsomt drattede sammen. Ind i mellem var det som om familien havde bygget et nyt ved siden af med frisk maling, blomsterkummer og ren Astrid Lindgren-idyl – og glemt alt om det gamle hus 50 m derfra.

Vi fandt en græsmark efter kort kørsel. Flere mandskaber var på stedet og også ejeren, så det var ok at køre ind.

Mens der blev pakket ud, blegnede jeg over min GPS og mit kort. Og en anden observatør kom øjeblikket efter svingende med sin GPS i rask trav over mod mig. Der var heller ikke begejstring at spore i dét ansigt.

Henning havde kort inden mesterskabet skrevet ud, at den 12. længdegrad gik lidt vest for Högsäter, hvilket betyder, at UTM zone 32 er vest for længdegraden og UTM zone 33 er øst for længdegraden. På flyvekortet er UTM Zone 33 indtegnet på hele kortet. Det betyder, at GPS’en - hvis den er indstillet på UTM og WGS84 - vil vise zone 33 øst for den 12. længdegrad, og zone 32 vest for længdegraden. UTM koordinaterne vest for længdegraden vil derfor ikke passe med UTM nettet på kortet.
Der var også skrevet ud med en opskrift på at få GPS’en tilrettet. Opskriften var åbenbart ikke feset ind mellem ørerne på mig, så der stod jeg og skumlede over mit kort og GPS. Flere andre - skulle det vise sig – var I samme situation med en GPS der absolut ikke ville vise det samme som kortet. Jeg kastede et blik på Kristian Svenssons logger i kurven og kunne konstatere, at den viste det samme som min GPS, og kunne således konstatere, at stævneledelsen ikke lige havde styr på den detalje. Det gjaldt alle loggerne, skulle det vise sig.
Det gav lidt sved på panden, men så var det med at være endnu mere omhyggelig med mit kort og notaterne på mit Observer Report Sheet.

Ballonfolket fik pakket ud og kom af sted mod Fly In. Der var pænt fart på ballonerne. Så jeg fik ikke set så meget til min svenske pilot. Han ramte ikke Fly In-målet, så vi måtte ud at rode lidt rundt i en mark ca. 700 meter derfra.

Vi så først ham efter landingen. Han var landet på en noget sumpet mark bag noget skov og en bakke, så han var ikke at se fra grusvejen, som vi kom ad. Stævneledelsen havde påkrævet, at vi skulle spørge om lov uanset, om vi skulle køre ind eller ej, så en af mandskabet og jeg fik vendt ekvipagen og kørte mod den nærmeste bolig. Her var det så heldigt, at det var den tidligere ejer, der boede her. Han var en sød ældre mand, der kiggede lidt forundret på os, da vi bankede på. Da han havde givet os tilladelse på at køre ind på hans tidligere mark, deltog han hermed i et lotteri, som arrangørerne havde stillet på benene. Så det tog lidt tid at få skrevet adresseoplysningerne ned og givet en kvittering til ham. Men det var nu hyggeligt at stå der og sludre med den ældre herre, mens nuttede små killinger legede bagved ham, mens vi nu og da sagde ”nååååhr…!!!!
Vi fik vendt hestetraileren og kørte tilbage til Kristian, ballonen og resten af mandskabet. Vi havde været væk i 20 min., så de var glade, da vi kom. Det forstod vi faktisk godt. Herrerne havde bare arme, en i shorts og alle havde tæt-plyssede isser – og stod på en mark, der var fuld af meget sultne myg! Der blev meget hurtigt pakket sammen, og jeg fik opdateret mine oplysninger, mens mine arme flaksede rundt omkring mig for at holde de små bidske sataner væk.

Vi skulle ud at måle op ved aftenens anden konkurrence. Kristian havde lavet contest-landing med den sidste marker, så den var da dejlig nem at opmåle.
Da vi kørte fra stedet, så jeg en elg vade hen over en mark, og da jeg aldrig har set sådan et dyr før, var jeg selvfølgelig fluks oppe at køre med strittende pegefinger og et ”Nøøøøøj – SE!!” D’herrer var ganske overbærende over for turisten i deres bil, og stoppede skrumlet, så jeg kunne kigge løs på dyret, der skyndsomt smuttede ind i skoven. De mente, at det var lige før, at jeg skulle have givet penge for den oplevelse.

Mørket var ved at sænke sig, da vi fandt stedet, hvor Kristian havde droppet sin anden marker. Bygmarken så ganske tilforladelig ud. Men jeg lærte igen på den hårde måde, at det var på med gummistøvler resten af mesterskabet – om det så var fuld sol. Jordbunden var langt de fleste steder en gang sump efter en periode med megen regn i området! Det tror pokker med klippegrunden under markjorden, så vandet ikke kan komme væk.

Jeg kom pænt hjem til debriefer-afdelingen på Allegården i Högsäter, med et par godt klamme markere. Men det var da nådigt. En af de øvrige piloter skulle under stævnet lave et smukt markerdrop - midt i en lækker blød nylavet kokasse! Den slags er ikke populært – hverken for observatøren, der skal medbringe den ildelugtende marker til debriefing eller debrieferne, som på en eller anden måde skal få den til at ligne sig selv igen.

Det var helt underligt, at jeg ikke skulle ind og gennemhegles af de herlige folk, Danny, Michael og Brenda, som ved de foregående år. Men her var det svenskere, så samtale gik på en blanding af svensk, tegnsprog og engelsk, og det gik fint nok.
De var bekendt med GPS-problemet. Jeg var noget irriteret over, at det det ikke var afklaret ved observatørbriefingen.
Kenneth Olsson i stævneledelsen fik justeret min GPS, dog ikke uden at havde knurret over, at den var indstillet til dansk sprog: ”Det är jo på danska, jävla danskar!!”

Jeg overlevede, og så var det ud i friheden igen. Jeg måtte absolut lige svanse forbi Katrine, der ventede på at komme ind til debriefing og fortælle hende, at jeg havde set en elg. Hun kunne så fortælle mig, at hun havde se to, så hun var ikke imponeret.

Så var det hjem til hytten på Ragnarudssjöns Camping, hvor holdet netop havde sat tænderne i nogle lækre pizzaer. De fortalte mig glædesstrålende, da jeg satte mig til bords, at de havde set en flok elge.
Jaja, en elg er vel bare en forvokset hjort! Er det noget særligt!?

Derefter på hovedet i seng, vi skulle igen op kl. 03.45…

Torsdag den 26. august 2010 - Morgenflyvning
Briefing kl. 05.00 i kirken. Spøjst at skridte henover en buldermørk kirkegård på dette særdeles uvelsignede tidspunkt. Vi mødte endda så tidligt, at vi ikke kunne komme ind i kirkesalen men klumpede os sammen i forrummet og gloede på den lukkede dør. Som en munter Balkedal sagde med malmrøst: ”Herrens hus är aldrig stängt!!”
Der var ingen vind denne morgen. Det tydede på flyvning, dog med risiko for tågedis her og der. Nogle halvskumle skyer lå nord for os, men skulle (forhåbentlig) ikke give problemer.

Den morgen skulle John Grubbström have fornøjelsen at trækkes med mig.

Morgenens konkurrencer var:
4. Judge Declared Goal
5. Fly On
6. Hesitation Waltz

Der var fællesstart på en lille våd langhåret græsmark nær ved en lille by, Restad, 15 km fra Högsäter. Men da der ikke findes direkte veje i konkurrenceområdet (ja sådan føltes det), synes køreturen uendelig lang, ad den ene og anden grusvej i fuld fart. Ser jeg på kortet, har vi kørt mere end 30 km for at komme til startstedet.
På de hjemlige kort kan jeg nemt tænke strategisk, når vi agerer følgebil og konstatere, at om to kilometer skal vi køre til højre og en kilometer derefter til venstre. I konkurrenceområdet er det bare med at kigge på kortet og tænke: ”om ti kilometer skal der svinges til højre, og så tager vi en omvej på ca. fem kilometer inden vi kan komme ind på startområdet…” og senere: ”Er det den dér skide grusvej, der ligner en hovedvej på kortet…??”
Men i Dalsland er halvdelen af vejene grusveje, og så det er med at holde øjnene åbne og være med på kortet. Det kan godt være, at den vej, man tror, man skal dreje ind ad, blot er en indkørsel. Det kan også være, at når man er suset forbi indkørslen, at det var den grusvej, man skulle køre ad.

Grubbström spurgte mig, om jeg havde noget i mod at køre med i hans følgebil og være kortlæser for chaufføren. Den udfordring tog jeg pænt i mod. Det kunne blive en sjov oplevelse.
Vi kørte heldigvis kun forkert en enkelt gang, og jeg var så venlig at konstatere fejlen efter kun et par kilometer eller tre.

Turen i følgebilen var i øvrigt også en hyggelig oplevelse. Heldigvis skulle jeg denne gang ikke kravle op i en stor øse, men kunne sætte mig rimelig mageligt ind i en ældre velkørende volvo. I øvrigt monteret med et mega-roterende blink, der blev sat på taget når konkurrencen gik gang.
Skulle han forbi andre ballonfolk, blev der lige sat lydeligt signal på med et ”wwwååååuuw!.

Da græsset var langt og meget vådt, var det ikke alle, der havde lyst til at køre ind på marken. Så der var en intens kamp om pladserne på den smalle indkørsel til den nærliggende gård. Taberne måtte så ud på marken. Bl.a. havde vi fornøjelse af Kurts holds heftige kamp for at få hans bil rundt på marken. Det skulle blive en af de utallige gange, jeg beskuede eller deltog i skubberi af bil + ballontrailer.
Det er godt nok imponerende, hvor beskidt en bil kan blive med græs og jord op ad siderne og sidespejle, og her var det ikke så heldigt, at chaufførens siderude samtidig var rullet ned…

Men der faldt ro over pladsen, som folk fandt sig til rette. Så stod vi der mellem halvt udpakkede ballonhylstre og betragtede tågens bevægelser fra den nærliggende ådal. Så kunne vi se kirken i Restad, og så kunne vi ikke… og så kunne vi…
Der var stadig de skumle skyer mod nord, der også gav bekymrede miner her og der.

Tiden trak ud, men endelig blev der givet signal til afgang. Her kom min chauffør og volvoen virkelig til sin ret. Når stævneledelsen skulle skifte signalflaget i signalstanderen, blev han hidkaldt, hvorefter han sprang ind i sin volvo og satte det imponerende horn til. Her kunne Danny og Michaels truthorn hjemme i Danmark godt pakke sammen og lade sig begrave i nærmeste grøft. Man skulle være mere end døv for at overhøre dette signal.

Ballonerne lettede fra marken. Grubbström er et meget roligt menneske, der synes at have uendelig tid, før afgang fra startstedet. Men afsted kom han da.
Jeg satte mig ind til min chauffør og så strøg vi afsted. Ved første mål stod vi sammen med en masse andre mandskaber og betragtede ballonernes tur ind over målkrydset ude på marken. Det var en dejlig oplevelse, at se så mange glide ind over målområdet og smide deres marker. Peter Olsson scorede maksimum point her. Kurt blev bedste danske pilot med Henning i hælene. Grubbström fik sig klemt ind i mellem Kurt og Henning. Jeg har til NM i Danmark set Grubbström lave nogle gode resultater.

Tina Krongaard Stampe havde haft held med at lokket NOA-ballonen fra sin far, Jan, og deltog som fiestapilot sammen med Michael Hasselvig. De lavede et flot drop 8 meter fra mål.
Vi glæder os til at se dem som konkurrencepiloter næste år…

Flyvningen og fund af markere gik fint på nær en af dem. Da tilbragte chaufføren og jeg en del tid med at vade rundt i en sumpet bygmark for at lede efter en blå marker. Vi gav til sidst op og kørte ud for at hjælpe Grubbström, som var landet, med at få pakket ballon. Han var landet på en stor mark, tæt ved nogle bygninger. Her parkerede vi bilen og skulle så kravle hen over en masse skrammel, gammelt jern og rustne traktorer for at komme til.
Hennings hold havde under stævnet den tvivlsomme fornøjelse af skulle lede efter en marker ved en lignende skrammelplads ved et hus. Her skulle de foruden alt det andet skrammel også lige stige over et par voksen-underbukser, der var smidt ud af boligen, i øvrigt med brunt indhold. De valgte at gå en anden vej tilbage.

Grubbström blev pænt pakket sammen og så kørte vi tilbage til den manglende marker. Jeg steg ud af bilen og fik som det første øje på den blå marker. Jävla tingest!

Torsdag den 26. august 2010 – Aftenflyvning
Min pilot var denne aften Johan Söderblom. Jeg mener, at holdet var nybegyndere i mesterskabssammenhæng. Som tiden gik, skulle jeg tage hatten af for holdet. Nok kørte de rundt i en bette rød Peugeot med en lille hjulstørrelse. Men de var ukuelige. Andre vil nok sige underlige. Uanset markens stand med langt vådt græs og måske et enkelt sumphul her og der – så fandt de altid ned på den fjerneste del af marken. Oftest med et venligt langt skub af egne og andres mandskaber og observatører (bl.a. mig).
Det var et ubekymret mandskab! Selv om de havde travlt med at mobbe chaufføren for valg af bil.

Det var meget stille vejr denne aften. Men det lød ikke lovende ved briefingen i Högsäter kirke. Som meteorologen sagde, at der var nordmænd i stævnet, men til gengæld havde de været så venlige at sende en regnfront til os, og som lå fra Oslo-området og ned langs Sveriges vestkyst. Det kunne godt give en aflysning, hvis vi var uheldige.

Vi skulle have fællesstart fra en stor våd, langhåret græsmark ved Östby, ca. 4 km NV for Högsäter, så det var en mere nådig køretur til startstedet end i morges, selvfølgelig med en lille omvej.

Vi – 5 stk. sad godt klemt i den lille røde peugeot, så det var med en smule lettelse, at jeg lettere fladtrykt kunne kravle ud samme med resten af mandskabet for at skubbe bilen ned over den store våde græsmark og endda et stykke fra de øvrige mandskaber.

Vi tilbragte herefter ca. to timer med at betragte de skumle skyer i horisonten, drikke kaffe (tak, Lene!!), sparke lidt i græsset, grine af Kurts møgbeskidte bil og af stævneledelsen, som havde hængt det røde stævneflag op i den nærliggende gårds flagstang. Siden blev det dog flyttet over på deres medbragte signalstander. De danske hold var også hurtige til at fiske diverse bænke, stole og parasoller ud af ballontrailerne og så ellers slå sig ned med kaffe og hygge og høj musik i bilradioen. Dejligt at se de to lande hygge sig sammen.
Et par kamerafolk fra TV for rundt på marken og filmede her og der, og lavede interview med den lokale personlighed, Peter Olsson.

Desværre lå der grimme skyer omkring os og de blev mørkere og mørkere som tiden gik. Det stille vejr fik ikke flyttet de grimme skyer væk.
Jeg tror, at Hennings hold kedede sig – for pludselig fik de hevet kurv og hylsterpose ud i græsset. Kurt og hans team gjorde det samme. Kamerafolkene sprang til med deres grej.

Kort efter blev vi kaldt sammen til briefing. Det var ikke en opmuntrende oplevelse, eftersom Bengt Steiner hev en paraply over hovedet og umiddelbart efter aflyste aftenens flyvning. Vi skulle have haft en Pilot Declared Goal og Fly On denne aften.

Synd for os og synd for kamerafolkene.

Så var der hurtigt opbrud. Peugeot’en kom også ud fra marken, dog med devisen: hvor mange mennesker kan være på en peugout! Adskillige folk - heraf flest Dong-folk - tyngede fronten ned på bilen, så den kunne komme nogenlunde problemfrit ud fra den våde og bløde mark. Det så vældig morsomt ud!

Jeg tog afsked med Johan Söderblom og hans muntre mandskab og spurtede ned til gemalen, som sad og ventede i sin bil, som holdt uden for marken. Han havde luret, at fruen nok kom spændende ned over græsmarken for køre med ham. Så tog vi en hyggetur til Färgalanda, 10 km syd for Högsäter for at hente pizza til holdet. Vi havde fået anbefalet stedet af en beboer i Högsäter (i øvrigt en dansker), selv om de også havde pizzaria dér.

Inden vi nåede Färgalanda, piskede regnen ned!

Fredag den 27. august 2010 – Morgenflyvning
Det var klaret op i nattens løb. Regnvejrsfronterne skulle ikke volde os problemer, udover lidt dis eller tåge.
Min pilot var denne morgen Jan Balkedal, der bl.a. har haft en 3. plads ved VM. Han er en dreven konkurrencepilot med ”ræserballon”, som Christoffer og Palle. Jeg var spændt på at være observatør her og opleve holdet.
De susede rundt i en kassevogn, hvor der var indrettet et imponerende instrumentbord bag chaufføren med GPS’ere, computer og radio, så de havde totalt styr på pilot, ballon, rute og mål. Jeg havde fuldt overblik fra bagsædet til det blinkende og bippende arsenal på instrumentbordet. Holdet brugte heller ikke megen tid på at diskutere køreretning – det var bare afsted. Målstederne havde de plottet ind i udstyret.

Der var fælles start nær Högsäter. Igen var det en våd, langhåret græsmark, hvor der var masser af plads til at boltre sig på for mandskaberne.

Konkurrencerne denne morgen var:
7. Judge Declared Goal
8. Maximum Distance Double Drop
9. Fly On

Der var igen masser af tid til at bore støvlesnuderne ned i det lange græs og kigge på ballontrailere og himmelen, mens et par forsigtige tågebanker krøb rundt ved et par skovområder i nærheden. At vente – der er noget ballonfolk kan!

Endelig blev det gule og siden det grønne signalflag hejst, med fanfare fra den røde volvo. Observatøren her stod klar med sin GPS og blokken – men pludselig var der panik i Balkedals kurv. Han flyver alene med fire gasflasker – men han havde umiddelbart inden take-off lige løftet i dem og konstateret, at der var noget rivende galt. En flaske var tom og en var halvt fyldt. Så var der blev fægtet med armene i kurven, mens ballonerne lettede omkring os. Han fik anråbt de øvrige svenske tilstedeværende mandskaber i nærheden, om de havde en ekstra flaske – og evt. tilhørende kobling. Det var der så heldigvis. Så mens jeg forsøgte at undgå at blive tromlet ned af hidspringende svenskere med koblinger og gasflasker, kunne jeg så fundere over, at det kunne gå så galt. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der var sket – dertil forstår jeg for lidt svensk. Men kurven tages af og på traileren med flere gasflasker monteret, så om der lå en misforståelse her, kan jeg kun gisne om. Hos Henning er vi aldrig i tvivl. Hans gasflasker er altid i menneskehænder før og efter flyvningen. Hvilket også er en årsag til, at vi sætter pris på, at han lander nær ved vej. Især når de mere eller mindre brugte flasker skal bæres tilbage til traileren.

Der faldt ro over Balkedal, da flasken blev påmonteret, og han endelig kunne komme afsted.
Da han lettede, blev der lige tørret lidt sved af panden hos mandskabet.

Afsted til første mål hvor vi igen kunne stå og betragte ballondansen hen over markerne mod det udlagte målkryds. Balkedal var så nådig at flyve ind og smide sin marker tæt på målet, til 1000 point. Bedste dansker blev Christoffer.
Kort efter skulle de første marker i Maximum Distance Double Drop. Målfeltet var et stort område vest for Högsäter, omkranset af asfaltveje, ca. 6 x 6 km. Der havde til morgenbriefingen været nogen diskussion om målgrænsen var inden eller uden for asfalten. Stener havde i første omgang udtalt, at det var inden for asfalten, men ændrede heldigvis mening. Det med markere, der ligger og flyder på en hovedvej og mandskaber og observatører, der springer rundt for livet for at opmåle dem - det duer ikke!
Det kunne så godt være, at Kurt siden blev lidt træt af den beslutningsændring, da han kom til droppe markeren midt på asfalten, mens familien kiggede på.
Det faldt ikke i god jord!!

Men det var et fint studie i at se, hvordan piloterne i lav højde hev markerne rundt i luften for at få et godt kast. Balkedal droppede tæt ved vejen og jeg fik hurtigt målt op, mens holdet stod og slappede af på vejen.

Så igen en pokkers omvej for at nå området, hvor piloten formodentlig vil lave markerdrop. Vi parkerede ved en kæmpe nybygget gård, med et kæmpe lager af baller med ensilage stablet op uden for og betragtede ballonerne, der kom glidende ind over os og smed deres marker på området. Balkedal skulle ikke komme med i min aftenbøn, da jeg så, hvor hans marker landede: oven på stakken af ensilage. Men der var ikke andet end at smøge ærmerne op og frem med GPS’en. På vejen over mod stakken konstaterede jeg, at mandskabet blev siddende inde i bilen. Der var ingen, der lige kom med en spray. Det havde jeg ikke oplevet før.
Jeg fik hevet mig op på stakken, 3 etager, proppet GPS’en med strakt arm ned mellem de to ensilageballer, hvor markeren var gledet ned. Jeg fik også konstateret, at der kan ligge meget vand på en sådan ensilageballe.
Jeg skulle ikke nyde noget med at hoppe ned fra ballerne, dels på grund af vandpytterne på den glatte plastik og dels er de rimeligt store. Så det var bare ned på måsen og så glide ned. Var der så noget at sige til, at jeg denne morgen bandede inderligt over, at jeg ikke havde regnbukser på!!! Katrine Koefoed-Toft var i samme situation som mig. Hendes pilot denne morgen kunne heller ikke finde ud af det med at ramme ved siden af på det rigtige sted, men hun havde været så fornuftig at tage regnbukser på.
Tilbage til bilen med de magelige mænd og med våd røv. En observatør har mange glæder…

Vi fik lavet opmåling på sidste drop til Fly On og så var det efter Balkedal, der var ved at finde et sted at lande. Det var lidt besværligt i området, som åbenbart kun bestod mest af skov og sø. Men han kom lige præcis ind over et lille næs i Häresjön – ja, det hed faktisk ”Näset”, og vi fulgte ham så tæt, at vi så landingen – i en have ved et sommerhus, omgivet af vand på to sider og skov for resten. Stedet var ren Astrid Lindgren-idyl med rødmalet hus, nyslået græsplæne på det meste af arealet, træer med rødmende æbler og med sø og skov i baggrunden. Det er vel det smukkeste sted, jeg har set en ballon lande!
Vi havde vækket familien, som dukkede op med strittende hår og tøj, der hurtigt var taget på! Mens Balkedal blev i den stadig luftfyldte ballon, fik vi andre en snak med husets beboere, en mand og hans voksne datter. Hans første ord til os var: ”Sprechen Sie deutch??” Det blev alt sammen vældig muntert. Samtalen foregik på en blanding af svensk, tysk og engelsk. De synes at det var fedt, at der var landet en ballon i haven. Han var kun vant til at se en ræv nu og da. I øvrigt kom han fra Hamborg, havde fire døtre og hustru, så han synes, at det var dejligt at komme til Sverige og få lidt fred engang i mellem…

Gastankningen foregik i Färgalanda, ca. 10 km syd for Högsäter. Der blev jeg lige medbragt, til min store forundring. Det brugte de en del tid på, faktisk lang tid, når der også lige skulle snakkes her og der. Det fremgår af reglerne, at observatøren skal bringes til debriefing snarest muligt efter endt flyvning. Så den gode Balkedal fik en muggen bemærkning i rapporten. Måske havde han glemt, at jeg ikke er en GPS-logger, som han ellers er vant til??
Så i stedet for at kunne være en af de første til debriefing – blev jeg nu den 2. sidste.

I øvrigt kan debrieferen altid se, om Balkedal synes, at det er gået godt eller skidt. Han anfører enten en sur eller glad smiley i sin underskrift. Som min debriefer denne morgen konstaterede: Nå, Balkedal er glad i dag.

Fredag den 27. august 2010 – Aftenflyvning
Denne aften skulle jeg være observatør for Peter Olsson, regerende svensk mester. Det glædede jeg mig til.
Der var igen fællesstart, denne gang på en våd, langhåret græsmark lige bag vores campingplads, Ragnerudssjön Camping.
Stævneledelsen havde ikke været præcise nok med koordinaterne for startstedet, så alle bilerne væltede ind på en lille våd, langhåret græsmark til ejernes forundrede ansigter, for igen at vælte ud, da man fandt ud af fejltagelsen. Flere biler skulle igen have et skub. Også den røde peugeot. Den rigtige mark lå et stykke derfra.

Her tilbragte vi igen et par timer med at bore støvlesnuderne ned i noget vådt græs, betragte skyer, drikke kaffe (tak, Lene), spise snold og fange små tudser i græsset for at begramse dem. Min gode gemal brugte lidt af den megen ventetid til at smutte hjem til hytten efter lidt kage.

Fiestaflyver Thomas Jøhnk havde medbragt sin fjernstyrede helikopter og stod ude midt på den store mark og demonstrerede flotte flyve- og styreegenskaber. Imponerende hvad sådan et ”legetøj” kan. Og hvor koncentreret ”piloten” skal være med styrepinden, så tingesten ikke skal brage i jorden!

Skydækket omkring os blev mørkere og tættere, så det endte igen med en aflysning. Jeg tog afsked med Peter Olsson og teamet og gik hjem til vores hytte og fik taget nogle flotte aftenbilleder over Ragnarudsjön, mens Vagn kørte efter pizzaer. Kort efter aflysningen begyndte det at småregne.

Apropos mad. Dette år fik jeg ikke nogen mundvandsdrivende snak om mad, eftersom Claus Thomsen og hans madglade hold ikke deltog i stævnet. Jeg savnede faktisk den skøre sjællænder.

Lørdag den 28. august 2010 – Morgenflyvning
Der er såmænd ikke så meget andet end at sige, at det var en konkurrence, der burde have været aflyst! Vejret var ikke til ballonflyvning.

Min pilot var denne morgen Olof Ekstrand med sin ræserballon med reklamen for Cameron Balloons.

Dagens konkurrence var:
10. Pilot Declared Goal
11. Fly On

Der var igen fællesstart, på en våd, langhåret græsmark (har vi hørt den før?) uden for Högsäter. Det var absolut stille vejr, ikke en vind rørte sig. Det gjorde til gengæld de begyndende tågebanker, der krøb rundt om småskovene i området. Det skabte også nogen snakken og bekymrede miner hos ballonfolket. Det tydede på en aflysning. Men til stor forundring hos flere blev det gule og siden det grønne signalflag hejst. Der var afgang!

Det blev en underlig morgenflyvning uden ret megen fart på ballonerne. De var til at følge, når vi kunne se dem mellem tågebankerne. Der var derfor masser af tid til at stå og snakke med de lokale husdyr her klokken ufattelig tidligt om morgenen.
Vi så det sidste markerdrop, og jeg kunne kort efter opleve at sidde i en klynge grantræer og skumle over at skulle placere min dejlige GPS ved siden af en myretue med en masse surt anlagte beboere, der ikke kunne lide GPS’er eller markere. Eller observatører for den sags skyld. Men det gik, og jeg fik verfet bæsterne af efter endt opmåling, inden vi kørte op til Ekstrands landingssted. Flere andre balloner var landet i området. Et par andre havde også fundet på den udmærkede ide at lande på samme mark som Ekstrand, heriblandt Johan Söderblom - ham med den røde peugeot.

Der blev pakket sammen. Der var givet tilladelse til at køre ind på marken. Efter pakningen gik vi op til den nydelige ældre dame i huset, som havde givet os tilladelsen. Ekstrand rullede charmeregistret frem og til Söderbloms himmelvendte øjne og lydelige suk skulle den ældre dame selvfølgelig have et kram som det første af Ekstrand. Vi fik navn og adresse til lotteriet og gik tilbage til bilen, hvor vi havde stor morskab af at overvære og høre peugeot’ens kamp for at bakke ballontraileren ned ad den lange snoede vej. Endelig nåede de til vejen, hvor de blev stoppet af en anden bil. Man stod ud af bilerne dernede. Så lød det kort efter i radioen fra dem, at markens ejer var på vej!! Nå for den! – der blev straks bekymrede miner hos de to tilbageværende mandskaber. Lidt efter kom peugeot’en susende i en hørm af brændt kobling og ejerens bil lige efter. Ud steg en ældre dame – og hun var slet ikke sur. Nej – hun havde såmænd luret den med lotteriet, eftersom der var landet et par balloner på hendes jord et andet sted den morgen. Så nu ville hun lige maksimeret sine chancer i lotteriet!! Ekstrand rullede fluks hele charmeregistret ud igen. Hun skulle også have et kram, igen med Söderbloms rullende øjne og et ”for fan da!!” inden papirerne blev udfyldt. Det var vældig morsomt.
Så kunne vi endelig køre derfra. Peugeot’en med sin stinkende kobling havde klogeligt vendt denne gang.
Jeg manglede en enkelt opmåling fra første markerdrop. Den fik vi klaret på tilbagevejen. Ekstrand og jeg fik målt op på en græsmark, hvor vi havde fornøjelsen at skulle kravle over pigtråd for at komme ind til markeren. Det blev heldigvis klaret uden huller i bukserne og uden at blive rendt over af nysgerrige kvier.

Derefter var det bare med at komme hjem til debriefing. Jeg tog afsked med Ekstrand, og fik selvfølgelig et kram – og en polkagris. Sidstnævnte er en rød og hvid sukkerstang. ”Den er rrrrøøøøød og hviiiiiiidddd” som Ekstrand sagde, da han skulle ryste op med lidt danske gloser.

Debriefingen var hurtig overstået.
Der er altid en underlig tom fornemmelse, når det hele er slut, og mit arbejde er færdig for denne gang.
Heldigvis var det slut med at skubbe biler.

Resultatet blev:

Pilot Total
Peter Olsson 8756
Philip Mundt 7616
Christoffer Mundt 7563
Jan Balkedal 7435
Lars Ekstedt 7151
John Grubbström 6628
Henning Sørensen 6364
Lau Laursen 6005
Kurt Koefoed-Toft 5529
Olof Ekstrand 4697
Palle Vinther Olsen 4662
Johan Söderblom 3289
Kristian Svenssson 2775

Hermed blev Philip Mundt dansk mester i ballonflyvning. Christoffer nr. 2, Henning nr. 3, Kurt nr. 4 og Palle nr. 5.
Peter Olsson blev nordisk og svensk mester.

Se den samlede resultatliste - klik her

Afslutningsceremoni
Aftenens afslutningsceremoni skulle holdes i Bygdegården i Högsäter, som er en slags forsamlingshus med en teaterscene, byens kulturhus. Huset er ikke særligt stort, men vi kunne fint være der. Stedet er også egnens biograf med en ugentlig film.

Vi havde på holdet været lidt bekymrede over aftenens arrangement. Vi huskede med kuldegysninger den ret så uspændende mad, vi fik til afslutningen ved NM i Katrineholm i Sverige i 2003. Men det skulle vise sig, at vi kunne have sparet vore bekymringer. Vi fik byg-selv-wraps med masser af tilbehør på salatbordet og to slags krydret kød til. Det var lækkert, og der var mad i rigelige mængder. Senere serveredes kaffe og kage. Da der var biograf på stedet, kørte der billeder fra stævnet hen over skærmen på scenen.
Vagn og jeg havde aftalt, at jeg skulle køre hjem, men den samtale kunne vi også have sparet os. Der blev serveret lys øl til maden.

Vinderne blev hyldet og holdt taler. Circus-pokalen fik Palle Vind Olsen fra Tvind med hjem, på kategorien moral, da han hvert år har nye elever med. Nye unge mennesker, som hvert år skal lære sportens fortræffeligheder.
Lau hold fik også en svensk mandskabspris (et varmt tæppe) for deres måde at være på. Jeg snakkede med en fra Peter Olssons hold, som havde været observatør til NM i Danmark. Han havde stadig julelys i øjnene ved tanken om den Gamle Dansk, der blev serveret efter flyvningen, når der var pakket sammen.

Jeg har altid et kamera ved hånden og kom hjem fra stævnet med ca. 700 billeder. Desværre havde jeg af en eller anden årsag ikke taget kamera med til afslutningen. Det kan jeg ærgre mig over bagefter. Der var flere sjove episoder. Bl.a. da Philip holdt sin takketale oppe på den lille scene med sejrsskamlen i baggrunden, og hans og Peter Olssons små blebukse-poder nærmest kæmpede om sejrsskamlen, til publikums morskab, så Philip tabte tråden i sin tale. Der stod de så, de små, Peters på 1. pladsen og Philips på 2. pladsen, og kiggede betuttede ud på os.
Viljen til at kæmpe for sejr er videreført til næste generation.

Derefter var det hjem til dejlig rødvin i hytten og bål udenfor ved vandet, hvor flere campister havde slået sig ned med øl og hyggesnak den halve nat.

Næste morgen tidligt sejlede vi igen tilbage til Danmark.

Tak til Dalsland Ballong Klubb for et godt arrangement.
Tak til ballonfolket for en masse gode oplevelser!

Kedeligt har det ikke været!