Nyheder

Flyvning nord for polarcirklen

2013 blev året hvor jeg for første gang fløj nord for polarcirklen, nærmere betegnet i Gällivare i Nordsverige, ikke langt fra Kiruna. At flyve nord for polarcirklen i arktiske omgivelser er en af de mange ting, som står på min ballon to-do liste. Så da jeg endelig fik muligheden, slog jeg selvfølgelig til. Jeg skulle op og flyve sammen med Per Helmersson i hans 260'er Turkish Airlines ballon med plads til 12 personer. Per har flere gange fløjet i Gällivare og er generelt en meget erfaren og dygtig pilot. Dette fik jeg ved selvsyn at se ved de forskellige starter under meget krævende forhold. Per flyver generelt over hele Sverige, men kommer fra Göteborg, hvor han driver dit firma Ballongflyg i Väst.

Efter at være landet i Lapland International Airport (Gällivare Flygplats), var jeg allerede faldet på halen. Velkommen til minus 27 grader og minimum 1 meter puddersne. Luften var så krystalklar og tør, da jeg landede om aftenen, så jeg glædede mig til næste morgen, hvor eventyret kunne starte.

At vågne op til denne udsigt på førstedagen, er ligesom juleaften da man var lille.

2013.02.26.1Jeg kunne slet ikke vente. Arctic Balloon Race, som stævnet i Gällivare hedder, er et lidt utraditionelt stævne, da det er en løs blanding af hygge og konkurrence. Hver dag gælder det om at flyve ind på et mål på søen, som ligger mellem byen og bjerget Dundret. Det skal man, fordi der kun er 9 veje i hele området og lander du ikke på sådan en eller på en sø, ja, så kommer du først hjem mange timer senere og det kan være et problem med den massive kulde, som er deroppe. Samtidig er stævnet en mulighed for at vise lokalsamfundet, hvilket fantastisk område de bor i. Det gør man ved, at hver pilot skal tage passagerer med. Hver pilot må selvom hvor mange han tager med, han skal dog minimum have en med. Efter at have hentet vores passagerer tog vi derefter ud til et samlet startsted. Dette skete efter kyndig vejledning af Per Helmersson, som rådgav hele stævnet med startsteder, da han er særdeles kendet deroppe. Et startsted i Gällivare er enten en grusgrav, et parkeringsområde eller mindre veje, da der ikke findes åbne områder som sådan deroppe.

Hvis der er noget, man opdager, når man sætter en ballon op i den slags kuldegrader, så er det de massive problemer man uvægerligt vil få. Hvad enten det er kolde ventilatorer, som skal have choker for at køre, TEMA-koblinger som skal varmes op for overhovedet at koble eller gaslækager som opstår spontant, frysende fingre og tæer, ja så bliver man hurtigt klar over, at dette ikke er et klima som tilgiver dig, hvis du ikke tænker dig om. Men når du så har lært alle de små tricks, alle omvejene og alle de ting, man tager for givet hjemme, ja så kommer belønningen allerede i 50 ft.

IMG 5682Hvilket syn. Det er længe siden jeg har set så smukt og klart et landskab. Et landskab, som er så uspoleret af mennesket og som lever sit eget naturlige liv. Fodspor efter rener, elge, harer og andre dyr jeg end ikke kender. Vildmarken får pludselig en helt ny betydning for en, samt en indsigt i hvorfor vi skal passe på den. For den er i sandhed betagende, frygtindgydende og smuk på samme tid.

IMG 5594

Flyver du f.eks. rundt om bjerget Dundret, så er det slut med mobildækningen. Hvis du er heldig og der er line of sight, så vil dine radioer virke. Hvis ikke, ja, så skal du have skiskoene på og finde et godt punkt.

Alle disse indtryk fik jeg allerede på den første flyvning og det gør bare hele oplevelsen så meget mere fantastisk. At jeg samtidig var deroppe med et fanstastisk hold bestående af en masse dejlige svenskere, gjorde det kun endnu bedre. Nogle havde jeg mødt før, andre ikke. Men det gjorde ingenting, for vi forstod at hygge os.

Den sidste flyvning var også helt speciel for mig. Ved denne flyvning skulle et svensk par vies efter de samiske ritualer i kurven. Jeg har kun fløjet 2 frierier hjemme i Danmark, så at flyve et bryllup og tilmed at samisk bryllup, var helt specielt. De havde traditionelle samiske klædedragter og ordlyden i vielsen havde jeg aldrig hørt før. Desværre var meget af min opmærksomhed på flyvningen sammen med Lars Ekstedt, da det var noget marginal vejr som vi startede i. Men det hele lykkedes og parret var utrolig glade for turen, selvom bruden frøs en del til sidst.

Efter 5 flyvninger deroppe, hvoraf jeg var med på 4 af dem, var det på tide at søge hjemad igen. Men det var med en tåre i øjenkrogen og med ønsket om at vende tilbage næste år. For dette sted, som jeg stadig har svært ved at forstå er så fantastisk, har i den grad taget mig med storm og tvinger mig til at komme tilbage. Både for at opleve mere af naturen, dyrene, nordlyset, snescooterne og alle de andre ting, men også for at vise andre denne storslåethed. Hvis du klikker her, så kan du se mange flere billeder fra min tur deroppe.

Jeg kunne skrive flere romaner om mine oplevelser og udfordringer deroppe, men det vil jeg spare dig for. I stedet vil jeg opfordre dig til på at tidspunkt i livet at prøve det. At prøve at flyve i et landskab hvor naturen hersker og bestemmer og du blot er en gæst.

Til slut skal der lyde et samlet tak til Per, Robert, Christian, Linus, Lars, Bjørn, Filip, Anders, Jesper, Elisabeth og alle de andre som gjorde det til en fantastisk uge.

/Niels