Nyheder

Min længste ballonrejse til dato gav mig 2 danmarksrekorder

2013.01.04Da Bertrand Piccard og Brian Jones tog ud på det til dato længste balloneventyr nogensinde, sad jeg hjemme i stuen med min far ved siden afog fulgte troligt med. Jeg var bare 13 år dengang, men havde i de foregående år fulgt forsøgene hos Bertrand, Steve Fosset, Richard Branson og alle de andre. Hvert et forsøg blev fulgt med stor iver derhjemme på det gamle hakkebræt af en computer og med 32K modem, så vi kunne følge med online. Det var stort, nok så stort, at det plantede et frø i mig om at udforske verden og livet gennem en ballon. Et frø, som blev næret af de mange oplevelser fremadrettet, som til sidst voksede sig så stort og stærkt, at jeg en kold tidlig morgen stod foran mit til dato største eventyr. Faktisk så stort, at selv efter landingen i Mirow, Tyskland, forstod jeg ikke helt hvad jeg havde gjort. Der gik mange dage, før det egentlig gik op for mig. Men lad os spole tiden lidt tilbage til august 2012, for det er her, eventyret rigtig taget fat.


En sensommeraften i august 2012 sad jeg derhjemme med familien og slappede af. Jeg kan ikke helt huske hvordan, men pludselig fik jeg ideen om at ville prøve at flyve i længere tid end de 1-2 timer, vi normalt flyver i. At finde ud af, hvad der sker på den anden side af ”hegnet”, som afgrænser det område, jeg normalt flyver i. At opleve, hvordan dagen udvikler sig, efterhånden som man svæver igennem den. Samme aften satte jeg mig ned og lavede en masse estimeringer og skitser på, hvordan det her mon kunne lykkes. Jeg søgte lidt hurtig viden og så et projekt tage form foran mig. Der var mange ubekendte og mange problemstillinger der skulle tages hånd om, men ikke desto mindre tændte det en flamme i mig, som sjældent er set.

 

De næste ugers tid gik med flere og flere detaljerede beregninger, planlægninger, indhentning af viden fra piloter i England og Sverige, samt almen forberedelse. Sideløbende med dette erkendte jeg hurtigt, at jo mindre dødvægt jeg havde med, jo mere gas kunne jeg have med. Så efter at have kigget på mig selv kritisk i spejlet, blev der opsat en stram kostplan, med daglig motion. Simpelthen fordi, at ville jeg det her, så skulle det gøres på den rigtige måde.


2013.04.04.1August og september gik, hvor der blev trænet og der gik ikke en dag uden tanker på hvordan jeg kunne gøre det her. Jeg havde ingen real life data for kolde flyvninger og for mit gasforbrug ved fuld last. Tidligt om morgenen d. 10/11-2012 tog jeg derfor ud på en testflyvning i -10 grader ved jorden og med næsten alle systemer ombord. Jeg var fuldt lastet med så mange gasflasker, jeg kunne få fat i og tog afsted fra Jægerspris. Efter at have fløjet 17 km rundt om Frederikssund området landede jeg et stykke udenfor Slangerup. Hele turen tog 4 timer og 47 min. Efter landingen var der kun to ting som fyldte mit hoved. Det var, at det her projekt var muligt og at det var langt mere spændende, end jeg havde troet. At se dagen udvikle sig for øjnene af en, dyrene vågne, folk køre på arbejde, solen stå op og bevæge sig over himlen. Det er så fantastisk, at jeg ikke kan beskrive det med ord. Det er noget alle må prøve. At sidde i 2,000 ft. og se det hele folde sig ud for øjnene af en er helt fantastisk.


Efter denne prøvetur kom jeg hjem med utroligt mange vigtige data, indtryk og erfaringer. Alt sammen noget, som gjorde at mange ting i mit projekt måtte korrigeres, tænkes igennem igen og ja, bare undersøges nærmere. Umiddelbart efter flyvningen var holdet på plads, som bestod af Anders Hvid, min bror, Henrik Vedel Jørgensen, min far, og Christoffer Mundt, den regerende Danmarksmester. Det bedste team i mine øjne og med et mix af erfaringer, som kunne være rigtig gode at have, hvilket senere ville vise sig at holde stik.


Tiden gik gennem december med flere tanker og med at gøre projektet mere konkret. Ved indgangen til januar og februar blev der flere gange varslet ”At nu sker det, vi skal af sted”. Disse varsler blev altid givet op til en weekend, da alle enten studerede eller arbejdede. Samtidig var jeg begyndt at studere i Stockholm i begyndelsen af januar, hvilket tilføjede endnu en komplicerende dimension til hele projektet. Denne havde jeg ikke set under den første planlægning.


Ugerne gik, sneen kom, blæsten kom og det hele forsvandt igen. Vinduet for flyvningen begyndte at løbe ud, fordi jeg satsede på at finde en dag med et voldsomt kuldehøjtryk, som gav –15 grader ved jorden. Som ugerne gik, måtte jeg hver uge lave nye beregninger, gennemtænke nye scenarier, ændre ved tidligere forudsætninger. Jeg begyndte så småt at se hvad vej det hele gik og begyndte for første gang at indse, at det måske ikke blev til noget alligevel. Alle disse måneders forberedelse. I starten af februar tog jeg derfor en beslutning og skrev ud til hele holdet, at hvis ikke vejret var godt i ugerne 7, 8 og 9, så lukkede og slukkede vi for i år. Jeg kunne ikke tillade mig at råbe ulven kommer mere, og selv var jeg også ved at være lidt træt af at blive skuffet hele tiden. Men nu var der trukket en streg i sandet, som man kunne forholde sig til og det gjorde den sidste periode langt nemmere at håndtere.


Ugerne 7 og 8 gik, hvor uge 8 så lovende ud, indtil få dage inden weekenden. Jeg havde næsten købt billetten hjem, og da jeg kiggede på vejret en uge frem, så det ekstremt dårligt ud. Måske kun 15% chance for noget som helst. Mentalt kølede jeg lidt af der. Men så kom onsdagen i uge 9. Og hvilken onsdag, jeg blev fyr og flamme igen. Jeg snakkede meget med Anders, men han var meget tøvende, forståeligt nok. De forrige uger havde vi stået i samme situation. Men som fredagen nærmede sig time for time, så det mere og mere muligt ud. Billetten var booket, holdet var varslet og dette var sidste vindue. Christoffer, som gennem hele projektet har været fantastisk til at stille ”dumme” irriterende spørgsmål, som krævede at jeg skulle tænke mine løsninger igennem mere end en gang, havde også fået sit opkald. Havde han set ting jeg ikke havde? Det havde han ikke.


Meget af grejet var allerede pakket mange måneder inden og testet, så Anders brugte det meste af lørdagen på at hente de sidste ting. Jeg havde haft et sent arrangement fredag og et heldagsarrangement i Sverige lørdag, men Anders kløede gerne på.


Hele lørdag aften gik med at planlægge, hvor vi skulle starte fra. Anders og jeg havde længe kigget på Randers, men det ville straffe os voldsomt hårdt med tid og kørsel. Pludselig sagde Anders ”Hvorfor flyver du ikke bare til Tyskland?” Hvorfor gjorde jeg ikke bare det? Jeg havde flere gange selv luftet ideen i hjemlige lag, men min mor ville ikke høre af det. Ikke om hun ville have sin søn fløj over så meget vand midt om vinteren. Nej! Men det var faktisk en perfekt dag at gøre præcist det og jeg havde indkøbt alle flyvekort over området, da jeg måske skulle flyve gennem Jylland. Så mens Anders og Henrik sad og tegnede løs på mit flyvekort med forskellige flyveruter, vinde og tidsestimater, tog jeg en lang snak med min mor og forklarede hende alle de aspekter jeg kunne se og hun fik svar på sine spørgsmål. Vi var GO.


Fordi vindene godt kunne være lidt problematiske, havde vi vurderet, at Jyderup var det bedste sted at starte fra, da Anders kendte et godt sted fra DM 2012. Anders og Henrik havde samtidig indtegnet en linje gennem hele kortet fra Jyderup, hvor, hvis jeg passerede denne, skulle der søges landing med det samme, da alt øst for denne ville være forbundet med en risiko og udvikling i vejret, som ingen af os så nogen grund til at flyve i. Øst for denne linje var der på Sjælland og Falster mange muligheder for at sætte ballonen ned igen. Flyveplanen blev indtelefoneret, de sidste ting blev pakket og så skulle der soves. Og for første gang i mine 8 år som pilot kunne jeg ikke sove inden en flyvning. Jeg havde hørt om, at andre piloter var ramt af samme slags nerver eller spænding, men havde ikke prøvet det selv. I stedet fandt jeg en tør og kedelig manual at læse i og så var det problem løst.


Søndag morgen blev bilen så pakket med det sidste og vi mødte Christoffer i Roskilde for at køre sammen til startstedet. Christoffer var udpeget som observatør for forsøget og skulle observere under forsøget. Vi kom ud til startpladsen planmæssigt og undervejs havde jeg snakket med meteorologen. Der var ingen ændringer i deres modeller fra lørdag aften, så da vi ankom, tog vi en vindmåling. Den så fin ud, så vi begyndte at gøre klar til at starte ved solopgang.


Lige før inflation begyndte virkeligheden at ændre sig fra mine planer. Vi havde inden forsøget udsendt to pressemeddelelser og havde ikke fået nogen respons. TV2 Vejret, som skulle have fulgt forsøget, havde meldt fra om lørdagen. Så i vores bevidsthed var medierne ikke interesserede. Men det ændrede sig lige inden inflation, hvor TV2 News var hooked på historien og ville have et interview med piloten. Dette var der ikke tid til og de måtte pænt vente, til jeg var i luften. Vi var næsten klar til at inflate, men aktiveringen af Colibri loggeren, som skulle logge turen officielt, drillede. Vi havde ikke testet Colibri loggeren dagen inden, så selvfølgelig skulle gøre knuder. Vi fik den dog til at virke og smidt ombord i kurven. Dette forstyrrede og forsinkede inflation en del og det tynde lag af luft, som separerede vinde 50 m, oppe blev mindre. Vi fik derfor hurtigt ballonen i luften, men da var ballonen mere urolig, end jeg havde forberedt mig på hjemmefra. Samtidig kunne jeg ikke få tallene mellem min løfteevne og hylstertemperaturen til at passe. Dette stressede mig voldsomt. Jeg tog derfor en hurtig beslutning, baseret på min grundige forberedelse og erfaring, om at gå i luften med mulighed for at lande snart efter. Og beslutningen var helt rigtig. Jeg strøg af sted med 56 km/t med det samme og med en rigtig god hylstertemperatur.


2013.04.01.2Og så tog flyvningen ellers fart. I luften havde jeg travlt med at tjekke alt mit udstyr igen, finde mig til rette i 2,000 ft., få åbnet min flyveplan, meldt mig på transponder og de andre ting, man skal gøre. På samme tid blev følgeholdet væltet af medierne. Anders var udset som bindeleddet mellem mig og jorden under selve forsøget og skulle være min wingman. Han havde også medieansvaret, men da der ingen interesse var forinden, havde vi ikke ændret i dette. Men da Anders blev væltet af medierne, byttede rollerne hurtigt på jorden. Christoffer måtte smide kaffen og være en meget aktiv del af hele følgeholdet resten dagen.


Vi havde under planlægningen aftalt at lave forskellige kontrolpunkter ned gennem Danmark. Det første ved Sorø og det andet mellem Sjælland og Lolland-Falster. Hvis gassen ikke så ud til at holde ved Sorø, skulle jeg gå ned inden vandet. Hvis jeg ikke brød mig om at flyve over åbent vand, eller gassen ikke holdt ved indgangen til Lolland-Falster, kunne jeg gå ned igen. Samtidig var det sådan, at hvis ikke alle var enige om at vi fortsatte, så skulle forsøget lukkes.


Efter de første par gasberegninger og det første stykke vand var det hele stadig GO. Jeg tog derfor en lav flyvning over Knuthenborg Safaripark og fik set lidt tigre, bisoner og andre dyr. Samtidig kunne jeg lave fem radiointerviews på vej over Lolland, da der ikke er megen mobildækning mellem Sjælland og Lolland.


Efterhånden som jeg nærmede mig Femern Bælt, nærmede det største stykke vand sig også. Dette oplevede jeg især gennem Copenhagen Information, som blev noget mere opmærksomme på, hvor jeg var og hvordan min flyveplan ville udvikle sig.

 

2013.04.01.4Turen over Femern Bælt var utrolig smuk og jeg nød lidt te og kakaomælk under krydsningen. Efter ca. 1 time begyndte jeg at se den tyske kyst med Rostock, som jeg havde sat som mit indflyvningspunkt. Hastigheden var dog nede på 35 km/t, hvilket jeg ikke var helt tilfreds med. Jeg vidste, at når jeg passerede kysten, ville den første rekord være i hus, så alt derefter var bare bonus. Men tidsrekorden, som var mit oprindelige mål, var stadig langt ude i horisonten.

 

Vindenes hastigheder var på denne tid af dagen noget andet end forudsagt og retningerne udviklede sig lidt anderledes. Jeg skiftede derfor højde og fra 5,500 ft. og opefter fandt jeg 72 km/t med samme retning, som vi havde planlagt. Jeg skiftede derfor højde og blev deroppe på vej ned gennem Tyskland. Med den hastighed forsvandt Tyskland hurtigt under en. Hylstertemperaturen var stadig tilfredsstillende i 7,000 ft., så jeg blev deroppe med retning direkte mod Berlin. De første 30 km i Tyskland var der skyfrit, men så begyndte skyerne så småt at bygge op længere nede over Tyskland. Meteorologen lovede tørtermik til maksimalt 2,000 ft. Det lignede helt bestemt tørtermik, da der ikke var CB-saft i dem. Men de stoppede først i 4,000 ft., hvilket jeg på det tidspunkt ikke tillagde nogen betydning.


2013.04.01.6Da jeg nåede til Tyskland, opstod yderligere et væsentligt problem, som kom til at følge mig på resten af flyvningen og som tog meget af mine ressourcer. Jeg mistede fuldstændig kontakten til mit følgehold, både på mobilen og radioen. De havde taget Rødby-Puttgarden-færgen, men var 120 km væk fra mig og halsende på vej mod mig. Med 72 km/t havde jeg ingen forventninger om, at de ville kunne nå mig eller hjælpe ved en landing. Alle de beregninger og den ro, de havde givet mig undervejs, var væk og jeg var nu i sandhed alene i 7,000 ft. i et fremmed landskab og uden for min tryghedsfære, idet jeg ville være landet for længst under en normal hyggeflyvning. Med det samme slog en tanke ned i mig, ansporet af foredraget fra forrige års generalforsamling i DBu. Der havde vi Noviair ude og fortælle, at man principielt kunne få Copenhagen Information til at bestille pizza til en. ”Hvis de kan det, så kan Bremen FIR vel godt ringe til mit hold og give mig deres transponderinfo?” tænkte jeg med det samme. Og ganske rigtigt det kunne de. Jeg kaldte derfor op til Bremen FIR hver halve time og fik dem til at fortælle mit hold, hvor jeg var og at alt var ok.


Som turen gik sydover skulle jeg også begynde at finde et godt sted at lande. Jeg havde af Christoffer fået friske vejrmeldinger på landinger i op til 30 km/t. Så jeg skulle finde et sted med mange og lange, åbne marker, da jeg ud over hastigheden også forventede let tørtermik. Området blev fundet syd for Müritz See. Et sidste planlagt opkald blev gjort til Bremen FIR og så begyndte rejsen mod jorden.


Nede ved overfladen kunne jeg godt se, at det blæste lidt, så jeg gjorde mig klar til en hård landing. Jeg gik ned og mærkede vinden i de forskellige lag og udså mig et stort område med marker blandt de mange store skove og søer, som fandtes i området. Der var fire marker på række, med levende hegn af træer imellem. Da jeg kom ned, gik det af sted med små 26 km/t i starten. Jeg kom henover en del skov og skulle til at lande på marken, da hastigheden bag skoven gik ned til 8-11 km/t, selv langt fra skoven. Jeg havde stadig et par hundrede meter til marken og tænkte, at det bliver da en dejlig landing. Den hårde landing skød jeg til hjørne og forberedte mig på en dejlig afslutning efter en lang og krævende flyvning. Umiddelbart inden jeg landede fik jeg det voldsomste indtryk jeg nogensinde har oplevet på hylsteret og blev kastet mod jorden. Jeg har højst sandsynligt, uden at vide det, fløjet i en termikboble. Jeg var derfor alt for kold og fyrer med dobbeltbrænder med det samme. Jeg fik en hård jordkontakt, hvorefter jeg prøvede at få stabiliseret ballonen og brugte derefter de sidste to marker på at komme godt ned og lande igen.


Lettere chokeret og meget træt, var jeg endelig nede og følgeholdet var fremme 40 min. senere. Indtil de kom, fik jeg hjælp af lokale tyskere til at pakke sammen, da vindstødende i det område er meget kraftige.


Da følgeholdet endelig kom frem og jeg tænkte ”Yes, vi er færdige”, så begyndte alle de radio interviews og alm. interviews, som vi ikke havde kunnet lave undervejs, fordi vi havde mistet forbindelsen mellem hinanden. Jeg pakkede næsten intet sammen, men var konstant i telefonen. Anders havde gennem Danmark slidt en telefons batteri op og kørte nu på nummer to. I alt var tre telefoner i gang samtidig, da interessen fra Danmark var utrolig stor. Det første Anders sagde til mig, da han så mig var, at han nu styrede mit liv, i hvert fald resten af dagen og at jeg ingen råderet havde. Så var jeg sat på plads. Det næste jeg fik, var et kram fra både Christoffer og Henrik med et ”Godt gået, 281 km bliver svært at slå!”.


2013.04.01.7Turen hjem gennem Tyskland gik med debriefing og presse interviews, samt upload af billeder og film med forbindelser, som er dårligere end et 32K modem.
Vel hjemme troede, vi det hele var slut, men allerede mandag morgen fortsatte medieinteressen. Jeg var kun lige landet i Stockholm, fuldstændig smadret, før end Anders havde arrangeret, at vi skulle i Aftenshowet. DR sørgede for, at jeg kom hjem med det samme, så vi fortsatte derinde om aftenen. Hele mandagen bød på flere interviews for mig.


Efter Aftenshowet gik vi ind på en god italiensk restaurant, så jeg endelig kunne give holdet den middag de fortjente. Jeg forsøgte på færgen, men det var vist et ret naivt forsøg. Men nu fik de alle den middag, de så sandelig havde fortjent.


For at vende tilbage til starten, så forstår jeg stadig ikke helt, hvad det er, jeg har gjort. Mange ting kommer drypvist til mig, men der er nogle ting jeg rigtig gerne vil give videre til andre, som vil lave samme type af flyvning.


2013.04.01.8For det første skal du have et rigtig godt hold. Kære Anders, Henrik og Christoffer, det var aldrig lykkedes uden jeres enorme indsats. Den ildhu og måde I har gået til det her på er helt vildt fedt. Jeg vil også gerne sige tak for alt det ekstra udstyr, jeg har kunnet låne af Henrik gennem BallonDanmark og af Christoffer. Det er utrolig rart at flyve med dubletter af vigtige instrumenter.


Når du planlægger en flyvning af denne dimension, skal du være ekstrem god til at uddelegere. Du skal tænke alle tænkelige og utænkelige scenarier igennem. Gør det ikke som et halvt alene-projekt, det vil stresse dig på dagen. Vær flere om det.


Jo længere tid din flyvning varer, jo flere af de kendte variable forsvinder. Vejret tager en uventet drejning, nye problemer dukker op og du falder mere og mere tilbage på redundans og sikkerhed. Tænk på det.


Træn grundigt inden, både mentalt og fysisk. Hvornår har du sidst kørt fuld load på dit hoved i 6,5 timer? Du kommer til at overse tegn på, at du f.eks. flyver i en termikboble i slutningen af flyvningen. Det ville du ikke overse under en normal flyvning. Erkend at du bliver træt og at du tager dårligere beslutninger.


”Play as you practice”. Med andre ord, forventer du at lande i termik, så tag ud og flyv i det. Lær, hvad der sker og lær at lave hårde, men konsekvente landinger.


Fra projektets begyndelse skal du udpege en person, som har nok bestemmelse til at stoppe forsøget, når som helst og hvor som helst. Den person skal have fuld indsigt i alle dine tanker og planer, men han har muligheden for at betragte det hele fra sidelinjen, så han ser måske nogle ting, du ikke ser.


Skal du flyve over store havområder med stor hastighed, bør du have to følgehold, så du ikke mister den store støtte, de udgør for dig.


Sådanne flyvninger er svære uden støtte eller sponsorer. En særskilt og uvurderlig tak sender jeg derfor til Viking Gas A/S, som støttede mig hele vejen gennem processen med frikort på gastanken. Tusinde tak for de mange hundrede liter gas.


Efter omkring 281 km og 6,5 times flyvning, 1.100 km i følgebil og over 2.500 kr. i mobilregninger, er jeg glad for at have gjort det her. Jeg kunne liste mange flere ting op, men mange af dem er individuelle fra person til person. Jeg vil derfor afslutte denne helt utroligt livsgivende oplevelse med at sige, at hvis du vil gøre forsøget efter, så kom og snak med mig, nogle af de andre på holdet eller andre med disse erfaringer. For der er i sandhed høstet nogle erfaringer på det her hold, som ikke findes på skrift derhjemme. Jeg håber med denne beretning at have gjort det nemmere for fremtidige piloter at opleve verden på en helt ny måde gennem en ballon.


De blødeste landinger.


Niels