Ballonlitteratur

Efter aftale med Dansk Ballonunion har jeg forsøgt at lave en liste over bøger om balloner/luftskibe, der er udgivet på dansk. Bøgernes rækkefølge er "næsten" tilfældig.Listen er formentlig ikke komplet, da udgangspunktet er min egen samling, men jeg hører meget gerne hvis nogen kender til andre titler om emnet.

Da bøgerne dækker godt et århundrede, kan de naturligvis kun erhverves antikvarisk, men en del kan formentlig skaffes til læsning fra Det Kongelige Bibliotek via et folkebibliotek.

Erik Nørgaard: Den gik alligevel Granberg, Lademann , København 1970.
Et herligt billedværk, der dækker alle aspekter af ballonflyvningens historie og kuriositeter. Piccards Tivoliopstigning i 1968, der blev starten på Dansk Ballonklub er nået at komme med.
Skal jeg vælge ét værk til boghylden af hele listen, så må det blive denne.
Bogen ses ikke helt sjældent antikvarisk.

Lennart Ege: Balloner og luftskibe, Politikens forlag 1973.
Forlaget udsendte en hel lille serie om flyvemaskiner Den ses jævnligt antikvarisk, og det er en rigtig god og informativ bog, der hører hjemme på boghylden. Den ses hyppigt antikvarisk.

Jordklodens Udforskning. D. La Cour: Atmosfærens Uforskning i Det Nittende Aarhundrede, Gyldendalske Boghandel 1926.
Omkring halvdelen af bogen omhandler ballonens historie og brug ved atmosfære- og vejrforskningen. Bogen må være en del af en serie. Ses yderst sjældent antikvarisk.

Auguste Piccard: Mellem himmel og jord, J. H. Schultz Forlag 1948.
Bogen om den berømte videnskabsmands eksperimenter og flyvninger. Den ses jævnligt antikvarisk.

Einar Lundborg og Knut Stubbendorff: Det Store Polardrama, Hagerups Forlag 1928.
Beretningen om luftskibene Norge og Italia og sidstnævntes nedstyrtning på isen samt redningsaktionerne incl. Amundsens sidste fatale flyvning. Den ses forholdsvis sjældent antikvarisk.

Frank Morris: "Italia"s dødsfart, Skandinavisk Forlag 1928.
En illustreret Beretning om Nobiles og Amundsens Tragedie i Is-ørkenen. Bogen er et lille gult hæfte på 76 sider i format 16 x 12 cm. Den er nok umulig at opdrive antikvarisk.

Umberto Nobile: Roma - Nordpolen - Amerika med luftskibet "Norge" Levin & Munksgaards Forlag, København 1931.
Nobiles egen kontroversielle beretning om togtet sammen med Amundsen, der gik forud for hans eget ulyksalige togt med Italia. Ses forholdsvis sjældent antikvarisk.

Frits Heide: Luftskipperen Joseph Tardini og hans opstigninger i København sommeren 1851.

Særtryk af Historisk Meddelelser om København, 4. række. III. bind, hæfte 7-8. 1953.
Det er den komplette beretning om Tardini, ulykken, efterspillet og familie, Den er nok umulig at opdrive antikvarisk.

Laurits Johansen: I Ballon. Jacob H. Mansas Forlag, Kjöbenhavn 1893.
Tivolis ballonskipper eller "luftskipper Johansen" som han kaldtes af samtiden. Dette er hans erindringer, der senere efterfølges af bogen "over Taarn og Tage". Den ses uhyre sjældent antikvarisk.

Laurits Johansen: Til Nordpolen pr. Ballon. En fortælling. Andr. Schous Forlag, København 1894.
Dette er en roman i drengebogsstil, hvori den erfarne luftskipper forudser de problemer, som mødte Andrée-ekspeditionen, da denne tog afsted tre år senere. Kendte de to mænd hinandens eksistens, og har André læst bogen ? Ses uhyre sjældent antikvarisk.

Laurits Johansen: Over Taarn og Tage. Dansk Luftsejladshistorie. Kunstforlaget "Danmark", København 1911.
Forfatterens tredje og efter mit skøn bedste bog. Her får vi kort ballonflyvningens historie, Johansens egne oplevelser og når frem til de første aeroplaner. Det er den af Johansens bøger som hyppigst ses antikvarisk, om end det er sjældent og den er dyr.

Camille Flammarion: Rejser i Luftballon. Alb. Cammermeyers Forlag, Christiania og Kjøbenhavn 1891.
Den franske forfatters beretning om sine tolv luftsejadser. Uhyre sjælden og dyr antikvarisk.

Luftskipperhistorier. Tildels efter Marion og Herman Klein ved Carl Hassing. Sørensens Forlag, Kjøbenhavn 1878.
Beretningen om tolv mere eller mindre kendte ballonfarter. Bogen er illustreret og sat med "krøllede bogstaver". Ses uhyre sjældent antikvarisk.

Ib Eichner-Larsen og Holger Philipsen: Det lå i luften. A.A.Forlaget A/S. København 1970.
En firmærkebog om dansk luftposthistorie. Coldings luftpost 1808 som den første i verden, Ellehammer, DDL m.m. Den ses ikke sjældent antikvarisk.

Douglas Botting/Michael Jackson: Luftens giganter. Carlsen if, København 1975.
Dette er en børnebog i en serie med titlen Vor spændende verden. Bogens 48 sider handler udelukkende om luftskibe. Jeg har aldrig set den antikvarisk, men den er jo også kun et kuriosum.

Albert Lamorisse: Rejsen i ballon. Martins Forlag, København 1961.
En filmatiseret børnebog, der som ikke er helt ukendt. Den ses jævnligt antikvarisk.

Helge Holst: Luftens Erobring. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag 1909.
Fremragende gennemgang af flyvningens historie fra 1783 til 1909, hvor også aeroplanernes seneste udvikling er medtaget. Den er uhyre sjælden antikvarisk.

Andrées Polarfærd 1887. Udgivet paa Grundlag af S. A. Andrées, Nils Strindbergs og Knuy Frænkels Sommeren 1930 paa Hvideøen fundne Optegnelser af Svenska Sällskapet för Antropologi och Geografi. Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, København 1930.
Dette er BOGEN om Andrée-ekspeditionen. Indeholder portrætter af de tre mænd, forberedelserne, rejsen, isvandringen, fundet af lejren i 193o samt alle efterladte dokumenter. Andrées færd er jo meget kendt - eget museum i Gränna - og endda filmatiseret, så den hører hjemme på boghylden hvis man falder over den. Den ses forholdsvis sjældent antikvarisk og er ret dyr.

Per Oluf Sundman: Andrées Luftfærd. Gyldendals Bogklub, København 1972.
Den tredje person på ekspeditionen var Knut Fraenkel, der intet skriftligt efterlod sig. Sundman har sat sig i Fraenkels sted og - som fiktion ganske vist - skrevet hans beretning om ekspeditionen og dens endeligt. Særdeles velskrevet og anbefalelsesværdig til læsning. Den ses tit antikvarisk.

Per Oluf Sundman: Andrées ballon-færd. Dingo-bøgerne, Gyldendal København 1986.
Dette er en "let-læs" børnebog for børn og unge med læseproblemer - altså en forkortelse af foranstående bog - et kuriosum i denne sammenhæng, men nok en god og spændende bog til denne gruppe.

Dansk Flyvnings Historie. Udgivet af Det Kgl. Danske Aeronautisk Selskab. Fh. August Bangs Forlag . Ejvind Christensen, København 1936.
Bogen er udgivet af KDA i anledning af 25-års jubilæet i 1934 og kom to år efter. Dette er en fremragende bog om dansk flyvnings begyndelse. Af de 387 sider handler dog kun de første 53 om ballonflyvning. Den ses forholdsvis sjældent antikvarisk og er ret dyr.

På ballontur i Afrika. Tekst og fotos Dieter Betz. Flachs aps, Øverødvej 98, Holte, 1995.
En fotoberetning på 38 sider med kun lidt tekst om tre balloners tur med turister (formentlig i Kenya). Et kuriosum, men den fås nok stadig i boghandelen. Pris ?

Anthony Smith: Tre mænd i ballon - fra Zanzibar til Serengeti. Gyldendal, København 1965.
Turen fandt sted med gasballonen Jambo i 1962, hvilket gjorde Smith så kendt, at han blev medstifter og første præsident for The British Balloon- and Airship Club (BBAC). Den hører hjemme på en aeronauts boghylde. Bogen ses jævnligt antikvarisk og den er i regelen ikke dyr.

Günther Heyd: Paris par Moulins. A.A. Forlaget A/S, 1969.
En frimærkebog, der fortæller historien de 65 balloner, som fløj ud fra Paris under preussernes belejring af byen vinteren 1870/71. Bogen er meget velskrevet og det er både frimærkehistorie og ballonhistorie så det batter. Den ses ikke helt sjældent antikvarisk og er i regelen ikke alt for dyr.

Michael M. Mooney: "Hindenburg" Zeppelin-katastrofe. Chr. Erichsens Forlag, København 1974.
Beretningen - der i romanform - fokuserer på sabotage som årsag til ulykken i 1937. Den ses ikke sjældent antikvarisk og er ikke ret dyr.

Max Geisenheyner: Jorden rundt i "Graf Zeppelin". Jespersen og Pios Forlag - København - Oslo, 1930.
Forfatterens personlige - ikke særligt medrivende - beretning denne spændende jordomflyvning. Den ses ikke så sjældent antikvarisk og er ikke så dyr.

Edvard I. C. Rambusch: Luftballoner og Luftsejlads. Ved Udvalget for Folkeoplysningens Fremme. Kjøbenhavn. I kommission hos C. E. Gad, 1893.
Forfatteren gennemgår hele luftsejladsens historie inclusive den danske og omtaler egne erfaringer med balloner som tjenestegørende ingeniørkaptajn ved Telegraftropperne. Enkelte illustrationer. Bogen er trykt med "krøllet skrift". Den er uhyre sjælden antikvarisk.

Claus Ørsted: Se, en ballon. Mallings 1991.
En billedbog på 46 sider lavet i samarbejde med BP Gas. Vist fotograferet under DM 1991 ? Endelig en bog hvor vi ser os selv og vore egne balloner - sjovt ikk´ ? Jeg ved ikke om den stadig kan fås gennem en boghandel

Bjarne Jensen: Ballonflyvning, historie og historier. Eget Forlag, Årup 1994.
Kan købes via Årup Boghandel. En af vore egne ballonpiloter har også gjort det - fint.

Nevil Shute: En mand med regnestok. Vintens Forlag, København 1973.
Den kendte forfatter, der selv var pilot og flykonstruktør, fortæller en del af sit livs historie. Centralt står beretningen om konstruktionen og flyvningerne med luftskibet R 100, der blev bygget i konkurrence med R 101, der forulykkede over Frankrig på sin jomfrutur. Bogen, der vistnok er kommet i flere udgaver, er særdeles interessant også på grund af forfatterens overvejelser over industrivilkår og financieringsproblemer. Bogen er ikke sjælden antikvarisk.

Kay Nielsen: Lidt om balloner ude og hjemme. Udgivet af G W Ventilation A/S (vistnok i 1963).
Den er udgivet i 1.000 nummererede eksemplarer, hvoraf 300 kom til salg i boghandelen gennem C. A. Reitzels Forlag i København. Bogen består af 20 sider historie og derefter tekster til et antal sort/hvide billeder, der er bogens anden halvdel. Den er med sin meget korteform et kuriosum fra en forfatter, der i tresserne - så vidt jeg ved - deltog i flyvninger med gasballon i Schweiz. Bogen ses ret sjældent antikvarisk, men den er ikke så dyr.

Ernst Adam Tryde: De döda på Vitön. Sanningen om Andrée. Albert Bonniers förlag, Stockholm 1952
Denne bog er skrevet af en dansk læge, der ved gennemlæsning af ekspeditionens efterladte papirer kunne stille diagnosen Trikinose, og dermed løste gåden om, hvad Andrée-ekspeditionens medlemmer døde af . Det var hverken af kulde eller af sult, men derimod af en parasit, som fandtes i isbjørnekødet, som de levede af under isvandringen fra ballonens landingssted til Hvideøen. Når jeg medtager denne bog her skyldes det, at den er skrevet af en dansker, og at jeg aldrig har set den på dansk.

og lad mig blot for sjov slutte med denne...

BALLONEN BUBI, Borgen
tegnet og fortalt af Per Holm Knudsen