Her er en lille historie om hvordan Jan Oechsle og Jeg kom på arbejde en stille morgen i det tidlige forår:
Imens nogle ballonskippere har taget skridtet og gjort luften til sin levevej, er der til tider lang vej til skyerne for os med mere jordnære kontorjobs når man sidder fanget i motorvejens pendlercirkus i sin lille bil på vej til jobbet. For et praktisk transportmiddel kan ballonen jo næppe kaldes. Men hvor der er vilje er der vej.
En stille morgen begav Jan Oescle, jeg selv og et lille mandskab af modige kolleger sig til en startplads i Lellige – som led i Fly-in på arbejdspladsen i Bjæverskov. Med os havde Jan medbragt den da nyerhvervede OY-GOS og en liter stærk kaffe til at starte morgenen. Vejret var stille med en kold dis som et tæppe på jorden og i trætoppene. Efter start fandt vi et forudsagt vindskifte og efter en tur i højden endnu et skift som tog os på rette vej. Og der ku vi så hænge med udsyn til de pakkede køer med søvnig morgentrafik med målet i kikkerten ca. 30min senere.
Den sidste udfordring skulle da bare være at parkere kareten på det lille frimærke af græsbeplantet ballonparkering som virksomheden stiller til rådighed for deres indflyvende medarbejdere, der foruden at være indhegnet i højspændingsledning også huser virksomhedens lille monument af et firmaskilt. Efter kort overvejelse valgte vi at stille os tilfredse med den bagvedliggende mark, hvor vi efter en rolig landing og en behørig ballondåb af den medbragte kollega kunne stemple ind og nyde resten af dagen ved skrivebordet.
// Rune Paamand – Tak til skipper Jan – Historien blev bragt i en engelsk version til COOK’s 9000 ansatte med budskabet om, at finde alternative veje til løsninger på hverdagens problemer.